Koncept
Bofællesskaber og delehuse, der skabes i samarbejde med kommende beboere.
Konceptet for vores bofællesskaber og delehuse er at de skabes i samarbejde med kommende beboere. Fællesskabet opbygges således allerede fra starten. Man finder den rigtige ejerform. Ved etablering af et bofællesskab opretter man og bliver medlem af en forening. Dermed har man indflydelse på hvordan bofællesskabet udvikles og drives.
I et bofællesskab har alle sin egen bolig og samtidig bor man i et fællesskab med gode naboer, hvor man kan dele og gøre ting sammen i hverdagen. Ideen om et bofællesskab passer organisatorisk set godt sammen med en andelsboligforening, men det kan sagtens lade sig gøre med andre ejerformer også, for eksempel i samarbejde med et almen boligselskab eller som ejerforening.
Visionen er at skabe bofællesskaber med bæredygtig livsførelse. Ved at bo i et aldersblandet bofællesskab bidrager man til social diversitet på tværs af generationer. Ved at leve bæredygtigt bidrager man til biodiversitet, mindre co2 udslip, godt miljø, grønnere og bedre livsvilkår.
I Vænget har de kommende beboere haft direkte indflydelse på boligstørrelser. Derudover handler det ligeså meget om at påvirke, hvordan fællesskabet udvikles, hvordan det organiseres, og hvordan man får en hverdag sammen og finder den rette balance imellem privathed og fællesskab. Hertil får man som fællesskab rollen som bygherre. Det koster et kontant indskud at få en andelsbolig. Vi stiler efter at bygge til samme priser som gælder for nyt alment boligbyggeri og at den månedlige boligafgift ligger på nogenlunde samme niveau. Forskellen er, at i en andelsbolig er en del af boligafgiften opsparing i foreningen, mens huslejen i en almen bolig er leje.
Vi er gået sammen i et professionelt samarbejde og partnerskab, der fungerer som fødselshjælpere for at etablere bofællesskabsgruppen og udvikle projektet. Læs mere om vores samarbejdspartnere her